Familien Ostermann vil hellere kode end at spille brætspil

Mads Ostermann og hans to døtre på 7 og 11 år leger med teknologi, som var det et kortspil, hvor de selv bestemmer reglerne. De rider på den bølge af billig og børnevenlig teknologi, som skyller ind over verden i disse år.

“Vil du lære en ny blok, som er ret lækker?”

Mads Ostermann sidder med sin 7-årige datter Rosa og taler teknologiens sprog. Sammen har de lavet en kælekat af pap med en lang spids sølvpapirssnude. Den er sirligt forbundet til en minicomputer på størrelse med et halvt kreditkort med røde ledninger og krokodillenæb. Computeren hedder en micro:bit og har et display af 25 røde LED-lamper. Når man trykker katten på næsen, bliver den sur – en sur smiley fremkommer på displayet.

“Det er sjovt,” griner Rosa.

Ved siden af står en lille hjemmelavet papkasse – en madskål – og når kattens sølvpapirssnude rammer bunden, så viser den en glad smiley.

For 41-årgie Mads Ostermann er det at lege med teknologi en god måde at være sammen med sine to børn, Rosa og storesøster Anna-Maria på 11 år. Derfor holder de en workshop på RESPOND Festival 6.-8. juni, hvor forældre og børn kan lære at lege med teknologi sammen.

De sidder ved køkkenbordet i deres lejlighed på Nørrebro, og foran dem ligger der et virvar af ledninger, hjemmelavede dyr og minicomputere. Alt sammen har sin daglige plads i teknologikassen i reolen, hvor andre familier har Lego-klodser og action-figurer.

“Hvis du spurgte mig for ti år siden, så skulle børnene være meget motiverede, før jeg havde kastet mig ud i det. Men fordi det er blevet så tilgængeligt, og fordi man har lavet noget med børn i tankerne, der lærer dem de her grundlæggende ting, så er det faktisk blevet rigtig nemt,” siger Mads Ostermann.

Vælter frem med børnevenlig teknologi

De seneste år er det væltet frem med børnevenlige og forholdsvist billige teknologier. Med Makey Makey kan man lave sin helt egen version af et joystick, hvor man kan skifte knapperne ud med instrumentbræt af alt fra æbler og bananer til vandkar, som man kan plaske rundt i. Alt der leder strøm, kan bruges.

Og så er der minicomputeren micro:bit, der nemt kan kodes til en lang række funktioner og aktiviteter. Den kan registrere bevægelse og har indbygget kompas og Bluetooth. Alle funktionerne kan kombineres til at kode alt fra små spil til alarmer. Og ja, til at udstyre sin kælekat med følelser, når man rør den på snuden eller aer den.

Måske vigtigst af alt er der kommet et alternativ til avanceret programmeringssprog, som ikke er fyldt med mærkelige symboler, forkortelser og forbundne kommandoer. Blokprogrammering kalder man det, og her rykker man rundt på store, let afkodelige grafiske blokke på en hjemmeside, som tilsammen fortæller computeren, hvad den skal gøre.

“Det er ikke så svært, når man først har lært det,” siger 11-årige Anna-Maria. Hun sidder på den anden side af sin far og er lige blevet færdig med at kode en minicomputer med blokprogrammering. Hver gang hun vender den på hovedet spiller den en melodi og viser en glad smiley.

“Det er sjovt, fordi man kan få lov til at prøve ting af. Man hygger sig med hinanden, mens man faktisk lærer noget,” siger hun.

Mads Ostermann underviser og har sit eget firma, hvor han netop arbejder med børn, voksne og teknologi. Det har han arbejdet med i mange år. Men han nyder, at hans børns generation har helt andre og bedre muligheder for at lege sig ind i den teknologiske verden. Og ikke mindst at skabe noget sammen.

"De finder på nogle helt andre ting, end jeg ville finde på. Det er sjovt at se, hvad der tænder dem ved det, og så synes jeg også helt personligt, det er sjovere end for eksempel at spille et spil. Det er en stor del for mig, at man skaber i stedet for at bruge noget,"
Mads Ostermann

Du kan møde Mads, Rosa og Anna-Maria på RESPOND Festivals børneprogram Kids RESPOND lørdag 8. juni, hvor de afholder en workshop, hvor børn og forældre kan lære at lege sammen med teknologi.

X