Københavns Maker-overhoved: ”Børn er de bedste opfindere”

Både børn og voksne bliver bedre til at lege, når børnene får lov til at tage styringen i Copenhagen Maker’s workshops. Men Maker er også en social bevægelse, der bidrager til en bedre samtale om den teknologi, vi alle render rundt med i lommen.

”Børn har ikke udviklet den indre kritiker, som de fleste voksne går rundt med inde i hovedet. Vi synes, alting skal have en nytteværdi, så når vi ikke kan lave en højtaler, der ligner en fra Hi-Fi Klubben i første forsøg, gider vi ikke,” griner Stine Broen, der er Head of Copenhagen Maker, som på RESPOND Festival 6-8. juni lader store og små leger opfindere.

Børn er generelt mere nysgerrige end voksne, når de møder nye håndværk, teknikker og fremmed viden. Det er også derfor, det er meget nemmere for et barn at lære at spille et instrument end for voksne. Børn er bedre til at blive begejstrede over at skabe noget – også selv om det er en sær lille tandbørste-robot, som kører på et aflagt mobilbatteri.

Børn er generelt mere nysgerrige end voksne, når de møder et nyt håndværk, siger Stine Broen fra Copenhagen Maker. Foto: Copenhagen Maker.

Den vigtige samtale opstår i leg

Maker-bevægelsen bygger på en bund af socialt samvær og leg. Du kan sagtens komme for at lære at 3D-printe de perfekte hylder til din reol og gå igen. Men undervejs kommer du i kontakt med både mennesker, som kan lære dig noget – og mennesker som du kan lære din nye viden videre til.

”Leg er en stor del af Maker-tankegangen, og det er børn rigtig gode til. I mødet mellem dem som kan og dem som gerne vil, fortælles der en masse historier. På den måde skaber vi et rum, hvor du kan kombinere noget sjovt, med den teknologi som vi alle bør tage alvorligt og tage stilling til,” forklarer Stine Broen.

På Makers mødesteder kan 10-årige børn lære at 3D-printe, side om side med ingeniører der er i færd med at udvikle komplekse dele til atomreaktorer. Og begge dele tæller lige meget – når først du har skabt noget, er du en opfinder, og stoltheden er den samme uanset alder og uddannelsesniveau.

"Vi skaber et rum, hvor du kan kombinere noget sjovt med den teknologi, som vi alle bør tage alvorligt og tage stilling til."
Stine Broen

Det bliver bæredygtigt, når gamle dimser repareres og får nyt liv, eller når motoren fra et stykke forkastet legetøj kan give liv til en lille robot.

På RESPOND Festival præsenteres de besøgende for cirkulær økonomi – uden at det skal handle om penge. Ved at vise børnene, at forkastet legetøj og materiale kan bruges igen og ikke behøver ende i skraldespanden, når du ikke gider lege med det mere, øver vi os sammen på at droppe ”brug og smid væk”-kulturen.

Fra passive til kritiske forbrugere

Der er åben adgang til viden og maskiner i Makers værksteder. Her kan ildsjæle og professionelle tage deres egne projekter med, men det vigtige er ikke kun opfindelserne.

”Vi forsøger at skabe et rum, hvor du ved at lære mere om teknologi og udstyret, holder op med at være passive omkring de her black boxes – telefoner og computere – som vi alle sammen bruger hver dag uden helt at forstå,” siger Stine Broen.

Hvis vi som forbrugere skal forstå hvordan Google og Facebook anvender algoritmer og ansigtsgenkendelse, så er leg og samtale den bedste måde af afmystificere de teknisk svære elementer på. Når vi forstår det bedre, så opstår der nye samtaler, hvor vi tager mere stilling til vores liv og kan stille mere kvalificerede krav til teknologi-virksomhederne.

”Når vi pludselig forstår, hvordan kunstig intelligens virker eller hvad ansigtsgenkendelse kræver, kan vi være mere kritiske næste gang en app vil have adgang til dit kamera,” forklarer Stine Broen.

Du kan møde Copenhagen Maker Festival og prøve en række af deres workshops, der gør opfinderi og teknologi til en leg på RESPOND Festival, som løber af stablen i Ingeniørens Hus på Kalvebod Brygge d. 6.-8. juni.

X