Tristan og open source-bevægelsen vil redde bierne og planeten

Hvad har bistader, open source og mobiltelefoner med hinanden at gøre? En hel del, hvis du spørger iværksætteren Tristan Copley Smith, der måske har fundet opskriften på den forandring, verden kalder på.

Tristan Copley Smith var egentlig godt i gang med sin fotografkarriere. Men noget stoppede ham, da han for fem år siden stødte ind i organisationen Open Source Ecology, der udviklede landbrugsteknologi.

Teknologien holdt de ikke for sig selv. De delte den på internettet til glæde for andre, og det var lige netop det, der fascinerede Tristan Copley Smith i de seks måneder, han iagttog organisationen gennem sin linse.

Tristan Copley Smith startede er uddannet filmfotograf, men tabte i 2014 sit hjerte til open source-bevægelsen.

”Jeg følte misundelse over for de mennesker, jeg optog, som havde den her håndgribelige måde at angribe problemer på. Jeg indså, at kommunikatører kan spille en afgørende rolle i den her form for arbejde. Særligt med open source-projekter, som handler om omfanget af mennesker og hvor meget, de engagerer sig,” siger Tristan Copley Smith, der både skal afholde en talk og en workshop om open source på RESPOND Festival 6.-8. juni i København.

Open source-bistader

I dag er Tristan Copley Smith serieiværksætter med open source-teknologien og naturen som fællesnævnere.

Hans hjertebarn er OSBeehives (Open Source Beehives). Her har han siden 2014 arbejdet på at modvirke den hastigt faldende bestand af honningbier, som mange af vores frugttræer er afhængige af.

OSBeehives designer bistader, som de lægger ud til fri afbenyttelse. Biavlere med teknologisk snilde kan downloade en gratis fil. Heri ligger der en opskrift, som en CNC-fræser kan lave præcise udskæringer af i et stykke krydsfiner, som til sidst kan stykkes sammen til et færdigt bistade. Har man ikke adgang til en CNC-fræser, kan bistaderne købes direkte hos OSBeehives med et sensorsystem tilkoblet, som opsamler oplsyninger om bestand, temperatur og luftfugtighed, for omkring 200 dollars.

For få måneder siden lancerede organisationen deres anden version af bistadet, BuzzBox Mini. Den kan sende data fra sensorerne til en mobiltelefon og op i skyen til andre biavleres glæde. På den måde kan biavlerne ikke bare følge med i deres egne bistader, men også ud fra større datasæt blive klogere på, hvilke forhold der er optimale.

For få måneder siden lancerede organisationen deres anden version af bistadet, BuzzBox Mini. Den kan sende data fra sensorerne til en mobiltelefon og op i skyen til andre biavleres glæde. På den måde kan biavlerne ikke bare følge med i deres egne bistader, men også ud fra større datasæt blive klogere på, hvilke forhold der er optimale.

Opskrift på forandring

Ifølge Tristan Copley Smith handler open source ikke bare om at lægge opskrifter på bistader og lignende tilgængeligt på internettet. Det er en bevægelse med stor forandringskraft.

Open source-bevægelsen kan spores helt tilbage til 1980’erne. Men kroneeksemplet kommer i starten af 90’erne, da finnen Linus Thorvald sætter sig for at udvikle et nyt styresystem som hobbyprojekt.

Som et forsøg lagde han kildekoden frit tilgængelig for andre udviklere på internettet, og sammen udviklede de styresystemet Linux, som i dag bruges af millioner af mennesker, dog særligt it-professionelle.

Hobby-projektet forandrede sig til en ambition om at udnytte den samlede kapacitet hos verdens udviklere til at skabe et bedre og frit tilgængeligt alternativ til Microsofts Windows.

Tristan Copley Smith er drevet af samme ambition. Han ærgrer sig over, at nutidens teknologiske udvikling i høj grad er drevet af ejerskab, investeringer og ønsket om at beskytte egen viden. Missioner og samarbejde er skubbet i baggrunden.

”Det har vi set igen og igen med fx Facebook, som starter ud med den her mission ”making the world more open and connected”. De drikker de rige venture kapitalfondes gift. Når det sker, ændrer deres prioriteter sig fra deres oprindelige mission og over til at tjene de interesser, der fungerer i verden som undertrykkende kræfter,” siger han.

“Jeg tror, at alle kan bidrage med noget. De skal bare løfte det, de kan bære og arbejde sammen mod den verden, vi gerne vil se”.

Verden skal være mere cirkulær

Tristan Copley Smith ser open source-bevægelsens kraft mod det etablerede system i trekanter og firkanter.

Han mener at verden er fyldt med triangulære hierarkiske institutioner med få mennesker på toppen. Men med fødslen af internettet er der blevet plads til en ny form for organisation. Dem kalder Tristan Copley Smith for cirkulære. Ikke fordi de bygger på genbrug og cirkulær økonomi, men fordi deres opbygning er decentral og drevet af fællesskaber. De cirkulære virksomheder har det svært i en triangulær verden, mener han.

”Vi har bygget de her mekanismer, hvor vi er nødt til at have fast indkomst, have medarbejdere osv. for at blive en officielt anerkendt enhed. Men internettet har givet os lov til at bygge enheder, hvor der ikke nødvendigvis er centraliseret ejerskab. Der er aktiver, som du bygger. Og dem, som finder dem brugbare, kan bidrage både finansielt og ved at hjælpe med at udvikle dem,” forklarer Tristan Copley Smith.

Han ser open source-modellen og dens “make it, change it, use it”-filosofi, som den perfekte model til innovation uden om de store kapitale interesser. Selv har han haft held med at crowfunde sine projekter gennem Kickstarter.

”Jeg tror, at den cirkulære form er meget bedre klædt på til at tilvejebringe de forandringer, vi behøver i et miljømæssigt perspektiv. Det handler mere om bæredygtighed, at bidrage og støtte,” siger han.

Svært at sælge til investorer

Men hvad i alverden skal open source-entusiaster som Tristan Copely Smith leve af kunne man indvende. De giver jo tilsyneladende deres opfindelser væk uden at få en krone tilbage.

Tristan Copley Smith medgiver, at det er en udfordring at forklare en open source-forretningsmodel. Men bare fordi softwaren er frit tilgængelig, betyder det ikke at tingene bliver givet væk gratis. Du kan købe et bistade af OSBeehives, men hvis du vil bygge det selv, ligger opskriften frit tilgængelig.

"Det inviterer brugere til at bygge selv, men det inviterer også konkurrenterne til at kigge med. Og det er der, lækket af intellektuel ejendom bliver problematisk for en potentiel investor. Men hvis du konstant innoverer, er det faktisk ikke det store problem. For i bund og grund motiverer det dig til at bygge nye ting og forblive et skridt foran dine konkurrenter"
Tristan Copley Smith

Omvendt mener Tristan Copley Smith, at open source gør noget godt for en virksomheds image, ligesom når miljøvenlige virksomheder bliver hyldet for deres hensyntagen til kloden. Af samme grund er det nemmere at indgå samarbejder, argumenter han.

”Hvis du til start laver en aftale om, at det her er til fordel for alle, så får ingen kolde fødder ved at tilslutte sig et hold eller dele idéer. Der er ingen, som føler, de bliver misbrugt eller fremmedgjort,” siger Tristan Copley Smith.

Du kan møde Tristan Copley Smith på RESPOND Festival 6.-8. juni i København, hvor han både afholder en workshop og en talk på baggrund af sine erfaringer med open source.

X